En eftermiddag ved Limfjorden
Fotos på denne side: Ulla Dietl.
I 2007 fik jeg en henvendelse fra Nordatlantisk Inspiration, hvor man spurgte om jeg havde lyst til at skrive et stykke, som skulle markere festivalået 2008-2009. Jeg var frit stillet med hensyn til medvirkende og emne. Selv synes jeg at det var vigtigt at indrage mennesker fra regionen og langsomt udviklede hele projektet sig til "En eftermiddag ved Limfjorden", hvor stort set alle medvirkende kom fra området omkring Doverodde.
EN EFTERMIDDAG VED LIMFJORDEN består af forskellige forløb, der gradvist afløser hinanden, men som bindes sammen af den sekskanals elektroniske musik, som kommer ud af diverse højttalere, placeret rundt omkring Doverodde Købmandsgård. Nogle gange som akkompagnement til en eller flere solister, nogle gange som en del af et forløb - som for eksempel forløbet for 5 optimistjoller, en færøbåd, kajakker og diverse robåde som hver var forsynet med en ghettoblaster, der afspillede lyde og musik passende med højttalermusikken. Samtidig bevægede bådene sig og man fik en slags multi-kanals oplevelse.
I biografen blev der vist et slideshow lavet til lejligheden af fotografen Poul Ib Henriksen og på torvet ved Købmandsgården blev spillet en lille koncert med five@brass. På græsrabatten befandt sig et antal ghettoblastere hvorfra man kunne høre fortællinger på egnens mål og møde en tryllekunstner. Og fra strandkanten kunne man se traktorballetten, som blev opført på halvøen - for slet ikke tale om det stolte vikingeskib Thor, der med musikalsk hjælp fra bl.a. dele af Morsøgarden var med til at gøre Starten til noget særligt.
I slutningen var det hele igang: Højttalerne, alle blæsere (placeret rundt omkring i området), Lene Grimal, der fremførte en poetisk solo for sopransax og klokkerne fra Doverodde Kirke, hvis tonemateriale hele afslutningen byggede på. Da vi var nået så vidt gik det gode flotte vejr vi hidtil havde haft over i silende regn, hvilket underligt nok gav hele det afsluttende afsnit en uventet poetisk karakter.
Det var fantastisk at arbejde med alle disse mennesker, vikingeskibsfolkene, lurblæserne, kajakroerne, traktorkørerne, egnsfortællere, lydfolkene og de lokale musikere. Alle var de med på idéen og gav sig 100%. Tovholdere i arrangementet var Palle Heichelmann, Anette Heichelmann og Leo Bjørnskov.
Lurblæsning fra tårnet.
Vikingeskibet ankommer med musikerne.
Hele PA-siden var en vigtig del af projektet. Her er Palle Heichelmann og jeg på besøg hos COMBI SOUND, som helt igennem levede op til deres gode ry.
Doverodde Købmandsgård.
Anette og Palle H. plus Leo Bjørnskov.
Der kom ca. 2000 mennesker.
Kajakker, robåd og optimistjoller med ghettoblastere.
Orkesteret i spidsen af traktor-optoget.
Mogens på sin nymalede traktor.
Til five@brass havde jeg skrevet en suite, ESTRADE, hvori jeg bestræbte mig for at skabe den stemning jeg kunne huske fra koncerterne på torvet i min barndoms provinsby. Satserne havde navne som Intrada, Cykelturen, Musikestraden, Vals, Gøglermarch og Ragtime. Five@brass og jeg klarede det meste pr. email, men havde også en hyggelig prøve op til koncerten.
Traktororkesteret ankommer til Benzinhalvøen.
Traktorballet.
..og så kom regnen.
Film til visning i "biografen" under "En eftermiddag ved Limfjorden".